Udskriv
PDF

Lokkekrager

Lokkekrager kan være en fordel at anvende på kragejagten. Ved jagt uden krageugle vil jeg sige, at det er en nødvendighed for at opnå et resultat. Lokkekragerne kan med fordel anvendes sammen med uglen og andre metoder. Dette vil ofte kun forbedre ens chancer.

Man kan som udgangspunkt opdele lokkekragerne i to kategorier - de kunstige og de naturlige krager.

De kunstige krager er fremstillet af et kunstmateriale. De to mest almindelige typer er de rene plastikkrager og dem med flock.

Plastikkragerne er stort set uanvendelige efter min mening. De bliver hurtigt gennemskuet af kragerne. Man kan pålime fjer og vinger fra skudte krager hvilket kan gøre lokkekragerne lidt mere anvendelige. Rigtig gode bliver de aldrig.

Flockkragerne som er en lokkekrage betrukket med noget materiale, der nærmest virker som nervøst velour, er meget bedre end de rene plastik. Disse flockkrager har ikke det unaturlige genskin og dug/vand preller af som på en våd gås. Særdeles brugbare mener jeg. Disse kan fås i to varianter som gråkrage og sortkrage.

Som nedenstående foto viser er flock-kragerne fuldt anvendelige.

metoder lokkekrager 001

De naturlige krager er skudte krager.

Her kan man på en billig og effektiv måde gøre anvendelse af nogle meget naturtro lokkefugle. Skudte krager kan opsættes med en pind stukket ned i jorden og gennem munden eller man kan skære en pind med en lille tvege og sætte hovedet her. Skudte krager kan endvidere gemmes i fryseren og tages med på jagt senere. Her bør man lige stikke et stykke ståltråd igennem hoved og hals så man kan sætte hovedet i en naturlig stilling når kragen begynder at tø op. Man kan naturligvis også anvende metoden med en pind.

Udstoppede krager er de mest effektive lokkefugle man kan få og anvende efter min mening. Kragens seje skind og fjerdragt gør også, at de udstoppede krager med lidt påpasselighed kan holde mange år.

Udstoppede krager kan man finde på f.eks. loppemarkeder eller købe ved en konservator eller privat, der evner udstopningens kunst. Hvis man har mod på det, kan man selv udstoppe sine lokkekrager og med lidt øvelse kan man opnå fine og brugbare lokkekrager.