top of page

Bondens første buk

Opdateret: 19. maj 2019

Denne aften havde 'bonden' valgt at tage på bukkejagt. Her ville jeg gerne deltage, da det dels kunne være hyggeligt dels sikre, at tålmodigheden også blev et faktum. Det gav så den første buk.


Vi mødtes ved gården 19:30 og efter en små 20 minutters snak og alt og intet kørte vi ud til en skoveng, hvor råvildtet ofte kommer frem ved aftenstid for at fouragere.


Jeg var heroppe den 16. maj om aften og så fem forskellige bukke, så mulighederne skulle være der.

Her er der ikke brug for ansigtsmaske og jagttøj i grønt eller kamuflage. Et par gummistøvler, blå arbejdsbukser og en mørk termojakke må være denne aftens outfit.


På vej ud til engen fik jeg også øje på en buk i den høje vinterug. Den havde kun lige hovedet oppe i få sekunder, før den skærmende rug opslugte bukken.


Vi fik placeret os på en lille bænk, jeg har lavet for 5-6 år siden. Det er sådan set bare to brædder, der er lagt på en skråning hvor jeg har ravet lidt ud, så man kan sidde udholdeligt i længere tid.


På et tidspunkt kommer en ræv gående langs bækken. Jeg prøver at muse men ræven virker ret uinteresseret. En hare der har siddet og trykket tæt på ræven springer og ræven kigger kun dovent efter den.


En rå kommer nu frem i skovkanten og kort efter følger en seksender. Der er små 400 meter ud til dem og disse dyr forsvinder også i rugen.


Der er nu kun ganske få minutter til lukketid og jeg når lige at sige, at der var to bukke fremme her den anden aften, da et dyr viser sig i kanten af mosen. "Vil du skyde den" spørger jeg, da jeg kan se, at det er en buk.


Riflen er i anslag og da bukken står med siden til på små 75 meter, går skuddet. Det er ikke den forventede reaktion, for bukken står ganske uanfægtet og begynder at feje. "Prøv igen og brug mit knæ som anlæg", siger jeg.


Næste skud har den forventede effekt og bukken spjætter kun lidt, da den rammer jorden. Det var bondens første buk nogensinde.



Vi besluttede, at tage bukken ned til gården og brække den her.

Bukken blev hurtigt brækket og jeg tog trofæet med hjem for at koge det af og sætte det på plade.

En fin årsbuk uden noget større trofæ, der lige kan holde ulige seksender med lidt god vilje.

Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page