top of page

Buk og hvalpe

En weekend der endelig gav resultat med en buk jeg har brugt mange timer på. Faldt en blæsende aften mens 12 kronhjorte essede i dens nærhed. Da mørket kom fik jeg også reguleret lidt hvalpe.


På et revir ved det vestsjællandske har jeg mulighed for at jage både kronvildt og råvildt. Her er en fin bestand af kronvildt og hvert år ser jeg en større hjorterudel med fine mellemaldrende hjorte. Når jagttiden nærmer sig står de stabilt i området for så - næsten på dato, at forsvinde og først være tilbage i februar.


Råvildt er der mange af. Jeg nedlægger en del efterårsdyr og gennem årene er det blevet til lidt bukke. alt i alt en lille håndfuld.

Ved en remise har en ældre buk med svag opsats holdt til. Jeg har som sådan ikke været efter den og den har da budt på en enkelt skudchance her i foråret. Jeg fandt den siddende på et sprøjtespor inde i en høj rugmark. Det var en chance med et halsskud samme dag jeg skulle levere buk til Dyreskuet i Roskilde. Jeg afstod, da jeg ikke syntes en buk med halsskud havde den helt rigtige pædagogiske vinkel. Skuddet vil sidde perfekt men med halsskud og en truffet halshvirvel ser ikke køn ud.



Nå, den buk skulle jeg altså se at få taget ud af bestanden. Den var stor af krop og med en kraftig hals. Opsatsen var som de andre år ikke særlig høj. Den havde fine kraftige rosenkranse og alt i alt en vurdering til, at det var en ældre buk.


Den holdt som sagt til ved en remise som var omgivet af en rugmark som snart var i en højde på over 1½ meter. Ikke optimalt for jæger men særdeles beskyttede for en lidt sky buk. Jeg fik derfor stødt den nogle gange når jeg sneg mig ind gennem sprøjtesporet, for at komme i god vind. Det var mere reglen end udtagelsen, at bukken var der og smælende sprang i skoven og andre gange bare lydløst sprang væk.


Denne aften sad jeg og betragtede markerne og kunne tælle kronvildt og flere stykker råvildt. På et tidspunkt rejser jeg mig fra min plads og kan se et stykke råvildt små 300 meter væk i kanten af rugmarken. Et sted jeg har set en rå mange gange. Denne aften er det dog ikke råen men den udvalgte buk.


Jeg indleder en pürch ledsaget af den unge hvalp som jeg egentlig aldrig har præsenteret skud for. Hvalpen virker dog ret stærk i psyken og er bare nysgerrig på lyde. Min bekymring er, at den hvide pelsfarve vil røbe os overfor bukken. Det kuperede terræn gør dog, at jeg ikke tror bukken kan se hunden som vi bevæger os frem.


Vel inden på små 120 meter får jeg riflen i ViperFlexen. Hunden kiggede bare op da jeg skød. Endelig kunne jeg tage den ældre buk i betragtning.


Efter solnedgang blev det tid til lidt hvalperegulering. På en eng så jeg tre hvalpe løbe rundt. Jeg kom ind i god vind og fik nedlagt en enkelt. Jeg gik rundt om marken og kunne igen se tre ræve. Den ene opdagede mig - tæven, og flere gange bjæffede den for at advare de sidste hvalpe.

En enkelt hvalp forstod ikke advarslen og blev uforsigtig.

bottom of page