top of page
Vind og vejr

 

Som med al anden jagt på vilde fugle har vind og vejr stor betydning for jagten. Uanset vejret og vinden vil man altid få en naturplevelse ud af det også selv om man ikke fik det resultat man ønskede.

 

 

Vejret


Krager bryder sig ikke om at flyve/trække i snevejr og regn. Dog har jeg helt usædvanligt oplevet, at krager har trukket i begge vejrtyper. Hvorfor ved jeg ikke, men det er absolut atypisk og hører til undtagelserne.

Skal man jage trækkrager er mit favoritvejr en lidt overskyet dag med god vind. Kragerne skal helst have modvind, så de gerne flyver lavt og i læ af f.eks. remiser, læhegn m.m. Kan man her få placeret sin ugle kan man få fantastiske dage. Kragerne der kommer lavt kan næsten ikke lade være med at lige skulle forbi uglen.

Det betyder, at vi i Danmark om efteråret helst skal have vind fra syd og om foråret vind fra nord.

Dage med sol og rygvind for kragerne er håbløst ud fra et ønske om at nedlægge krager i større antal. Kragerne flyver højt og kan slet ikke lokkes til at slå på uglen.

 

Vinden


Uanset om man jager fra skjul med lokkefugle eller krageugle, skal man tage hensyn til viden. Vindens betydning er vigtig i relation til udnyttelse af de chancer der opstår på en jagtdag. Intet er mere ærgeligt end at have haft en dag med mange krager, men hvor skydningen har været besværliggjort af forkert placering i forhold til viden.

Ved anvendelse af lokkekrager bør man altid placere skjulet, så man har vinden i ryggen eller skråt bagfra. Dette skyldes, at kragerne vil komme ind over lokkerne med vinden imod sig. Herved får man nogle skud mod en krage, der ikke har set jægeren ogbevægelserne. Dette giver altid lette skud til kragen. En krage der har opdaget jægeren byder på meget vanskelige skud, der som regel ender med en forbier eller anskydning.

Under jagt med krageugle forholder det sig på næsten samme måde. Her bør man tilstræbe kun at have vinden direkte i ryggen. Dette skyldes, at kragerne har et meget forudseeligt mønster, når de angriber uglen. Dette angreb ender altid med, at de kommer i direkte modvind og slår på uglen. Når kragerne passerer uglen, kigger de ofte tilbage for at undgå overraskelsesangreb og har fuld koncentration mod uglen. Dette giver nogle forholdsvis lette spidsskud.

 

Min egen erfaring


Når jagten gælder krager, der er på fødesøgning må vejret gerne være blæsende og lidt overskyet. Jeg synes kragerne har en tendens til at være lidt mindre agtpågivende i overskyet vejr end i klart solskin. Dette kan måske også have noget at gøre med, at kragerne hurtigere opdager ureglmæssigheder i det klare lys?

bottom of page