Oktoberkrager


Dagen i dag var præget af rigtigt fint vejr til både jagt på råvildt og duer samt krager. Dagen skulle egentlig stå på råvildtjagt som vi begyndte med straks fra solopgang fordelt på to revirer. Vores evner stod ikke mål med vores håb om et par nedlagte dyr, men tæt på var vi flere gange, hvor lige det sidste manglede, før kuglen kunne slippes.

På det ene revir var der særdeles mange duer og lidt krager. Vi overvejede om vi skulle kaste os over duerne, men jeg besluttede, at jeg hellere ville afsætte dagen i morgen til dette og så ikke lave uro i dag. I stedet tog vi på kragejagt. Da vi ankom til reviret, hvor kragejagten skulle foregå, var der en mængde sortfugle og heriblandt en del krager. Da vi havde pakket vognen ud mødte vi fire ornitologer som spurgte til, hvad vi skulle skyde. Jeg forklarede, at vi skulle skyde krager med den medbragte ugle. Derudover forklarede jeg lidt om hvor svære krager var at jage og hvordan de toldede af vibe-og strandskaderns æg og under. De var lidt irriterede over, at strandjægerne lå og skød ind mod land, når de gik der. Det kunne jeg såmænd godt give dem ret i. Vi fik en god og positiv dialog omkring fugle og jagt og de syntes egentlig kragejagt var ok, når nu man hjalp strandfuglene. Nå.....vi fik sat uglen op i træet og satte os afventende. Vi havde aftalt at vi skulle skiftes til at skyde med mig som nummer to.

Når jeg sidder i skjul med andre, er der altid kun én bøsse med af sikkerhedshensyn. Der skete ikke det store et stykke tid, men de velkendte kra-kra og en krage kom ind over uglen. Den blev hurtigt nedlagt og jeg fik haglbøssen i hånden, da endnu en krage kom ind til uglen. Den faldt også.

En god begyndelse med to krager nedlagt på under 30 sekunder uden at vi fik genladt.

Vi skiftedes til at skyde og med kun en enkelt forbier på dagen, fik vi syv krager tilsammen. En af kragerne havde klumpfødder, som må have besværet fuglen.


 www.kragejagt.dk | Yttesensvej 8 | 2670 Greve | kragejagt@outlook.com | +45 40 81 50 40