top of page

Tre krager


Endelig fik jeg igen tid til at forsøge mig på kragerne. Grundet eksamener og et forestående speciale, har tiden bare ikke været til kragejagt eller regulering. De sidste eksamener er nu overstået og der mangler kun specialet, som skal afleveres senest den 16. maj kl. 12.00 (tror nu mit bliver afleveret lidt før!). Flere gange har jeg været forbi "mine" kragesteder og set hvordan kragerne rigtigt har trukket over området. Jeg holdt og med kikkert set mængder af krager komme trækkende i lav højde....uudholdeligt!! Denne morgen ville jeg prøve, ikke fordi vejret var det bedste, men fordi jeg bare trængte til at komme ud og sidde og se den opgående sol og livet begynde. Vel ankommet fik jeg listet mig over den frosne jord og frem til min position. Et par enkelte krager lå i vinden og satte sig i træet, hvor jeg vil sidde under. Det tegnede godt, selv om jeg syntes, at vinden var for hård. Jeg fik sat uglen op og grundet den hårde vind valgte jeg at sætte den lavt ved nogle pilebuske. Jeg mente godt, at forbi trækkende krager kunne se uglen og gjorde mig klar. Der skete nu ikke noget i lang tid og heller ingen krager kunne høres. Det betød nu ikke så meget, da der var meget andet fuglevildt at se. Grågæs, gråænder, alliker og duer trak forbi. Duer og alliker i tusindevis....det var helt fantastisk. Da jeg ville strække benene gik, jeg ud i sivene og kiggede om kragerne måske trak så lavt, at jeg ikke kune se dem fra skjulet. Det gjorde de nu ikke, men en krage satte sig et træ et stykke væk og kiggede meget intenst på uglen. Jeg stod helt stille og ventede på at kragen lige skulle overflyve uglen. Det gjorde den og dagens første krage var i skjulet. Efter en lille halv time kom endnu en krage helt lavt lige imod mig og pakkede perfekt. Nu var dagen under alle omstændigheder reddet. Den sidste krage var en meget stor fuldvoksen krage. Den kom højt og slog godt på uglen. Desværre helt stille. Jeg kan godt lide når de kommer med lyd, da det lige giver den ekstra spænding. Hunden fik den hentet og med de første regndråber pakkede jeg sammen....nu er jeg i gang igen!! Resultat: 3 Gråkrager


Comentarios


bottom of page