top of page

Mere ræv


Jeg ankom til reviret ca. 04:00 for at se efter buk. Da jeg ankom kunne jeg se fire stykker råvildt på markerne. Det var alle råer.

Jeg har en placering på en skrænt, hvor jeg kan overskue et stort areal og hvor man næsten hele tiden kan se et eller andet stykke vildt, når man sidder her.

Lige da jeg skrævede over hegnet til min plads, blev der et spektakel lige foran mig. Der var mindst to stykker råvildt der smælede. Den ene kunne jeg se var en rå, den anden stod i rørene.

Da den kom frem, kunne jeg se, at der var tale om en buk - en lille spidsbuk. Bukken stoppede op små 100 meter fra mig og præsenterede et fint sideskud. Dels var det før lovlig skydetid og dels en buk, der ikke skulle afskydes, så den kunne bare tage det roligt.

Der var en del aktivitet af råvildt men ingen bukke med størrelse præsenterede sig.

På et tidspunkt kommer en lille spidsbuk gående ned af markvejen. Jeg sidder og betragter den, da den pludselig springer op i luften som ramt af en bladkugle. Det var dog ikke en bladkugle men to rævehvalpe, der lå og solede sig på vejen, der havde gjort bukken forskrækket.

Jeg målte en afstand på lige omkring 240 meter, hvilket er i overkanten på en rævehvalp. Jeg kunne se hvordan de småsloges og skiftevis sov. På et tidspunkt var det tid til opbrud og den ene hvalp valgte fornuftigt nok, at gå ind i rapsen.

Den anden skulle på jagt. Den bevægede sig tættere og tættere ned mod mig og da den var ca. 160 meter ude, hvilede riflen solidt i Viper Flexen og så var den sag afsluttet. En lille han.


En af de mindste jeg har reguleret i år og nummer otte i rækken.

bottom of page