Så blev bukkejagten her i Danmark afsluttet med den mindste buk af krop. En lille spidsbuk på lige under 11 kg. brækket.
Jeg fik sat mig ud på reviret ca. 20:30. Der gik et par råer på arealet men ingen bukke.
På et tidspunkt får den ene rå selskab af en lille buk og de går sammen i lang tid. Bukken er lille i opsats men godt stor i kroppen. De kommer ned forbi mig på ca. 100 meters afstand.
Det virker som om, at der er lidt brunst i luften, for bukken er meget ihærdig med at snuse til råen. De forsvinder begge ind i skoven.
Lidt efter får jeg øje på et dyr ca. 250 meter væk. Da jeg får kikkerten op kan se, at det er en helt ukendt buk, som jeg aldrig har set. Den er seksender og meget mørk i stængerne. Den kommer ind på 150 meter og står med siden til.
Jeg holder nu skuddet tilbage, da jeg vurderede bukken som ung og den desuden havde en rigtig stærk opsats. Ikke i medaljeklassen men absolut potentiale til det om nogle år.
Jeg spejder lidt rundt og opdager nu, at den ene af råerne har fået selskab af en buk. I første omgang troede jeg, at det var et lam, for dyret var ikke særligt stort. Jeg besluttede mig for, at hvis bukken kom på skudhold, ville jeg nedlægge den.
Bukken mistede nu interessen for råen og begyndte i raskt tempo, at komme ned mod mig.
Skuddet var ikke specielt vanskeligt, da riflen lå klar i min Viper Flex . Ramt perfekt på bladet bag begge bovblade og forendt på stedet.
Det var sidste buk i Danmark.
コメント