top of page

Fransk bukkejagt 1

Opdateret: 3. dec. 2020


Første buk nedlagt.


En rigtig god buk som måske kan holde guld. Han er særdeles kraftig og godt perlet.

Da jeg ankom til reviret efter en køretur på lidt over et døgn, var forventningerne gode. Jeg havde jo lavet en masse forestillinger om, hvad turen skulle bringe af oplevelser og ikke mindst nogle gode trofæer.

Allerede første aften så jeg to særdeles gode bukke i den tunge ende. Jeg besluttede derfor, at bruge den efterfølgende morgen på den ene. Desværre kunne jeg ikke finde stedet i mørket og var derfor nødt til, at finde nogle gode udsigtspunkter hvorfra, jeg kunne overskue store dele af markerne.

Der var pænt med dyr ude, men ikke nogen bukke, jeg syntes var afskudsbare.

Da det havde været lyst et stykke tid, kunne jeg endelig finde den lille stikvej, der gik op til et forladt hus. Her kunne jeg overskue et smukt areal med skove, å og høstede marker hvor den ene af de store bukke holder til.

Der var dog ikke skyggen af den store buk her. Jeg så dog lidt råer og en so med en 10-12 grise.

Jeg besluttede, at tage derud igen samme aften. Det viste sig her, at en landbrugsmaskine var i fuld gang. Jeg sad og kiggede rundt, men mistede troen på noget skulle ske her.

Jeg besluttede derfor, at køre over til markerne, hvor jeg havde set den anden store buk. Heldig som jeg nu kan være, gik den på en stubmark med to råer.

Jeg fik listet mig ned i god vind og kom frem til markkanten. Her kunne jeg kun se en rå mens jeg fik riflen i skydestokken. Med den forestående brunst, var jeg sikker på, at bukken var lige i nærheden.

Det var den.

Der gik et godt stykke tid inden bukken stod perfekt. Kuglen sad også perfekt og bukken faldt på stedet.

En helt fantastisk gammel buk, som er i den absolutte top af mine nedlagte bukke.

Lige nu er bukken parteret og ligger på køl. Trofæet ligger i spand koldt vand, så blodet kan trække ud.

I morges så jeg endnu en buk i medaljeklasen. Det bliver nogle sjove tider jeg går i møde. Jeg ser meget frem til, at brunsten indfinder sig for alvor. Der er dog god gang i dyrene og ser jeg en rå er der store chancer for, at der er en buk i nærheden. Om den så er afskudsbar er en anden snak.

bottom of page