Jeg havde egentlig ikke planlagt nogen 'udflugter' til aften. Det gode vejr og lysten trak dog mere end fornuften og jeg kunne lige nå en hurtig tur. Til dette revir er der ikke mere end 15 minutters kørsel og et klip i kortet, så det blev valget for denne aften.
Da jeg ankom, fik jeg øje på en god seksender og en rå. De havde opdaget mig, men virkede ikke specielt nervøse. Havde det været i den lovlige jagttid for bukke, havde det været en smal sag. Bukken og råen stod og kiggede mod mig i ca. 2-3 minutter i fint sideskud på en afstand af 130 meter.
Jeg fik valgt en position, hvor jeg lå ned på marken. På sådan en stubmark skal man lige justere lidt på underlaget når skydestillingen er liggende. Jeg fik trykket mig godt ned og fjernet de værste stikkende strå.
Jeg lavede en lokkeserie på små 2 minutter og spejdede rundt lang kanten af brak. Rævene kommer tit frem og sidder i kanten og kigger mod en. Så er det med at være helt stille. Man kan ofte få riflen i skydestilling og afgive skud, når man ligger på marken. Det er min erfaring. Det er ligesom rævene ikke forbinder den lave silhouet/profil med et menneske.
Der skete nu ikke noget og erfaringsmæssigt, ventede jeg en små 15-20 minutter før jeg lokkede igen. Denne gang noget kortere tid og med en lavere styrke.
Jeg kiggede rundt igen og troede i første omgang det var et stykke råvildt der kom. Det var dog bare en nysgerrig ræv. Hurtig konstatering af alder og riflen klar.
Ræven gik i rent sideskud og afstanden var små 150 meter. Jeg peb lige en gang og ræven standsede op og skuddet gik.
Ræv nummer 33 i dette jagtår kan føres i journalen.
תגובות