top of page

Trækker kragerne til morgen?


Dagen idag blev tilbragt med hunden i krageskjulet. Jeg ville se, om der var gang i trækket af krager langs stranden.


Da jeg ankom til reviret ca. 45 minuntter før solopgang, var der fyldt med krager i træerne langs stranden.

Det var jo sådan set godt nok, for så var der krager på reviret.

Min sædvanlige sted blev lige set ud. Her kunne jeg konstatere, at stormen havde knækket en stor stamme på pilen og en anden pil var løftet i rodkagen. Det passede fint. Nu var der bedre udsyn og min ugle kunne stå langt mere synlig.

Skjulet blev bygget og uglen sat op.


De første 10-20 minutter kunne jeg kun se krager flyve højt oppe. De var interesseret i uglen, men vinden holdt dem uden for skudhold.

Jeg sad og lokkede sådan af pligt og for at få tiden til at gå. Dette blev for meget for en skade, som pludselig sad i træet over mig og skræppede op. Den så ikke, at jeg lagde haglbøssen til kinden og så var dagens første fugl i hus.

Da jeg var kommet afsted uden en død krage, blev skaden hængt op under uglen. Planen var herefter, at den første krage skulle skiftes med skaden. Ventetiden var ikke lang og små 10 minutter efter, kunne jeg skifte skaden med en krage.

Der var ikke meget gang i kragerne og flere gange var jeg lige ved at pakke sammen.

Når jeg kunne høre en krage, gav dette tro og mod på at blive i skjulet. Det gav da også samlet seks krager.

Netop som jeg næsten havde besluttet mig for at pakke, sad endnu en skade og skræppede op over mig. Jeg fik den hurtigt nedlagt og netop som den ramte jorden, kom endnu en skade og satte sig i et piletræ ca. 40 meter væk. Jeg sad helt stille og kunne se, at skaden kiggede på den nyskudte skade. Skaden fløj lidt tættere på for så at flyve lige imod mig. Den faldt under en meter fra den anden nyskudte skade.

Se film fra dagens regulering(jagt):


Jeg ventede lige små 15 minutter for så at pakke sammen.

En fin februardag med seks krager og tre skader på paraden.


Endelig blev årets første vibe også observeret....så foråret er på vej!

bottom of page