top of page

Kredsmesterskab i diciplinen jagtsti


Så blev det den 23. april. En dag jeg havde set frem til, da det var første gang, at jeg skulle deltage i Danmarks Jægerforbunds jagtsti.

Tilfældigvis så jeg på DJ hjemmeside i forgårs, at der var en samlet jagtsti for kreds 6 og 7. Det passede fint ind i mine planer og jeg fik hurtigt sendt en mail til Jagtstikoordinator Jens Klaus Jensen om, at jeg gerne ville tilmelde mig, hvis der stadig var plads. Der var stadig plads, så sagen var klar.

Jagtstien afholdes som en udfordring på både skydefærdighed samt teori. Det vil være en god mulighed for at afprøve sin viden om jagt i Danmark med alle dens aspekter. Jagtstien vil være et stort plus for jagttegnselever før Jagtprøven. Der vil forekomme enkelte svære spørgsmål og opgaver som udfordrer især de garvede jægere.

Lidt litteraturlæsning om hvad sådan en jagtsti indeholdt, kunne jeg også finde på DJ´s hjemmeside: Natur og jagtsti.

Jeg blev dog lidt betænkelig, idet jeg stort intet vidste om diciplinen jagtsti. Jeg kunne finde reglerne på DJ Hjemmeside, men de fortalte jo ikke specielt meget om, hvad jeg gik ind til.

En hurtig mail til Jens Klaus Jensen om jeg lige måtte ringe, blev sendt afsted. Hurtigt svar, at jeg bare kunne ringe. Jeg fangede Jens i at lave sovs, men det betød ikke det store. Jeg fik hurtigt svar på alle mine spørgsmål og så var bekymringerne manet til jorden - for en stund.

Jeg kom hjemmefra i god tid og der var fin skiltning frem til skydebanen, hvor arrangementet skulle forløbe. Så det kunne ikke være nemmere.


Jeg fik skrevet mig ind hos Jens, som også lige skulle kontrollere, om jeg havde gyldigt jagttegn og medlemsbevis til DJ samt betale et, efter min mening, symbolsk beløb på DKK 200,- for deltagelse. Herefter fik jeg udleveret mit scoringskort som jeg skulle have med rundt på alle posterne. Her blev mine resultater skrevet ned efterhåden som jeg kom gennem de forskellige poster.

På denne jagtsti var der syv poster, der skulle gennemføres. Nogle var rent teoretiskei og andre kombinerede praktiske med skydning og teori.

Jeg endte med at skulle begynde som dagens første deltager. Om det var godt eller skidt, kunne jeg ikke blive klog på. Det var bare at begynde.

POST 1:

Her skulle jeg på riffeljagt med en .308 WIN og kuglevægt 9,2 gram. Nu begyndte tankerne om alle mulige spørgsmål, jeg kunne blive udsat for. Nærmest paranoidt begyndte jeg at gennemgå mulighederne for trickspørgsmål og andre kryptiske fælder.

'Velkommen til, har du forstået hvad du skal?' lød en stemme. Det ville jeg nu mene og begav mig op i hochstanden. Her stod en luftriffel i cal. 4.5 mm og flere vildtskiver kunne ses. Så var jeg igang!

Du kan skyde til ræven - bang, bukken - bang, vildsvinet - bang, haren - bang, gåsen havde jeg luret - den må ikke nedlægges fra skydeplatform og endelig fik mårhunden også et godt skud. Jeg var som en mink i hønsegård.

UPS - var der ikke lige noget med, at hare ikke må nedlægges fra platform? Nå, en smutter på haren og ellers fuldt hus. Det var en god begyndelse. Der var vist også noget afstandbedømmelse som jeg ikke husker - men min bedømmelse var rigtig.

Så var det videre til næste post. Her måtte jeg lige vente lidt.


POST 2:

En afstandsvurdering på råvildt var indgangen til denne post. 'Vil du skyde til dyret?' Ja, det ville jeg sådan set gerne, da afstanden næppe var over 10 meter.

Nu var jeg til haglskydeprøve på bagduer. TAK FOR KAFFE! Hvis det havde været den rigtige prøve, var jeg ikke bestået. Om det var konkurrencenerver eller hvad, ved jeg ikke - men jeg kunne knapt ramme bagduerne. Der røg selvtiliden en del.

POST 3:

Her skulle jeg på agerhønsejagt. Det lød spændende og etikken skulle være i top, kunne jeg læse.

På denne post kom duerne som på trap. Lige inden en due blev kastet, blev der sagt hvilken fugleart det var. Da en 'fasankok' lettede, skød jeg naturligvis ikke til den. Det gav også points. Så lettede en krage, som jeg heller ikke skød til....men det skulle jeg have gjort. Dem der kender mig ved, at jeg sjældent slipper en krage uantastet forbi. Men det gav minus at lade sådan en krage flyve væk. En enkelt harefigur skulle også lige aftsandsbedømmes og så var det afsted til post nummer fire.

POST 4:

Her var det igen på jagt. Denne gang kaniner. Jeg har faktisk aldrig før skudt til kaniner på bane. Men hvad...det måtte bare være at trække igennem. Det gik super og kun en ud af mange kaniner slap igennem sværmen. En lille finte var lagt ind her fra arrangøren. Netop som man havde skudt sig varm, dukkede en hund op som skive.

Godt det ikke var en rigtig jagt og en levende hund!!


Jeg fik lige set den og undlod at skyde - vist nok som den eneste på dagen. Det gav også points, men her kan man grine af det, men det viser bare hvor hurtigt ting kan gå galt, hvis man ikke er vågen.

POST 5:

Dette var en post hvor Strand og havjagtskoordinator Arne Holten var i sit es. Her skulle man tælle ænder i en sø samt oplyse, hvor mange forskellige arter der var. Jeg havde lidt svært ved at se om en lokkeand var en bjergand eller en troldand og valgte det sidste. En god belsutning, for jeg havde alle spørgsmål om ænder rigtige. Desuden sad der en rovfugl på en gren som skullde artbestemmes - nemt - det var en rørhøg på ca. 90 meters afstand. En mår skulle også artsbestemmes og her røg et point, da jeg meddelte, at jeg gerne ville skyde til den. Afstanden var dog lidt for lang - så et minuspoint kunne noteres.

POST 6:


Ren teori hvor man skulle bevæge sig rundt til 6-7 poster og svare på spørgsmål. En blandet landhandel lige fra vingefanget på en svartbag til hvornår tyrkerduen første gang ynglede i DK? Afslutningsvist var der også lige en afstandsbedømmelse til en krage. Jeg vurderede afstanden til 28 meter...der var 26½ m.

POST 7:

Dette var den sidste post og igen ren teori.

Jeg havde nogle fejl her og uanset om jeg så havde brugt en time mere, var jeg aldrig kommet frem til det rigtige svar. Jeg anede det simpelthen ikke eller også tog jeg det bare for givet.

'Har måren forlænget drægtighed?' - NEJ svarede jeg. Men det har den!


Hver gang jeg havde været på en post, skulle jeg underskrive et ark med mine svar. De antal points jeg havde opnået, blev noteret på mit scoringskort som fulgte mig rundt. Jeg kunne da godt se, at det egentlig var gået OK, men havde ingen anelse om niveauet hos de andre deltagere.

Jens noterede og regende hele tiden som resultaterne indløb. Jeg forsøgte lige at luske forbi og se hvordan jeg lå i forhold til de andre og der kunne jeg godt se, at det så fornuftigt ud.


Dagen var sådan arrangeret, at der var en stor del jagttegnsaspiranter med, der gennemførte banen. Det må have været en speciel oplevelse og jeg ville da ønske, at jeg selv for over 30 år siden havde haft en sådan mulighed selv.

Når jeg lige tænker lidt over dagen når jeg frem til, at det viste sig, at være helt 'ufarligt' og særdeles lærerigt. Man får meget 'jagt' for de 200,- sådan en dag koster. Tænk sig......riffeljagt, jagt på agerhøns, jagt på kaniner og en haglskydeprøve i kombination med en række teoretiske spørgsmål, som man kun er blevet klogere på.

Der er lagt et meget stort stykke arbejde i planlægningen og afviklingen af sådan et arrangement og en stor tak til de frivillige arrangører og hjælpere på posterne.

Jeg kan kun anbefale, at man deltager på de jagtstier, der afvikles i kredsene. Ja, hvorfor ikke komme som et hold fra de enkelte jagtforeninger og dyste individuelt?

En stor respekt skal lige tildeles en lille og meget snaksagelig gut fra Amager. Bruno Toxwenius ......du var taget med bus og tog hele vejen for at deltage. Det er god stil.


Nå, hvordan gik det så? Der var jo også det med en konkurrence.

Det var Nick Weilemann fra Holbæk, der blev vinder af holdet med jagttegnsaspiranter.


For kreds 6 var det Mathias Rasmussen fra Slagelse.


Dagens samlede resultater og placeringer var som følger:

Kreds 6.

1 Nick Weilemann 73 point

2 Johny larsen 67 --

Kreds 7

1 Hans-Jørgen Kirstein 95 point

2 Carsten Svensgaard 87 --

3 Jens Erik Jensen 86 --

Jagttegnselever.

Nick Weilemann 83 point

Hans Henrik Jakobsen 81 --

Nicolaj Jakobsen 79 --


Jeg selv endte så med at blive mester og endda som ren nybegynder. Nu er jeg kvalificeret til Forbundsmesterskabet.....


Tak for en dejlig og oplevelsesrig dag!

På vejen hjem kørte jeg forbi en kammerat og mens vi sad og snakkede om hans smukke sølvbuk fra Giesegaard, begndte det at sne. En på alle måder speciel dag her sidst i april!


bottom of page