Denne aften var Andreas igen med. Det var godt bukkevejr. Det havde regnet lidt om eftermiddagen og temperaturen var omkring 20⁰ grader Celcius.
Vi skulle ud og sidde ved nogle store nyhøstede hvedemarker. Her har jeg faktisk aldrig set buk før og tænkte, at der måske gik en ældre herre her.
Vi kørte rundt på reviret og skulle også lige tjekke et sted ud, jeg havde set på luftfoto. Da vi kom derud kunne jeg godt se, at dette sted kunne kaste en buk og nogle ræve af sig.
Vi sad her en times tid og fik drukket noget vand.
Da der var en lille time til solnedgang, besluttede vi at køre en tur og så sætte os ud ved de nyhøstede marker.
For nogle dage siden, havde jeg set en stor seksender på en lille eng.
Jeg havde været forbi flere gange siden, ud at se noget råvildt her.
Da vi kørte forbi engen, kunne jeg i kikkerten se, at der var en rå, der roligt gik og essede. Når jeg ser en enlig rå, så bruger jeg tid på, at se efter i græs og beplantning efter buk.
Ganske rigtigt, jeg kunne nu ane opsatsen af en siddende buk. Om det var den store seksender eller den store gaffel, jeg havde set mange gange på en nærtliggende mark, kunne jeg ikke se.
Jeg synes dog, at opsatsen havde en anden form en gaffelbukkens oprette stænger og vi besluttede en vanskelig pürch gennem en majsmark.
Vi listede frem og forsigtigt tog vi et skridt af gangen.
Pulsen og spændingen var høj.
De sidste 60 meter var nervepirrende og især da Andreas lige lavede lidt støj med ViperFlexen, som han bar.
Da vi kom frem kunne jeg se et dyr stå og esse. Ingen tvivl om, at det var BUKKEN.
Jeg fik sat ViperFlexen op og da riflen hvilede i vuggen vidste jeg, at bukkens skæbne var beseglet.
Bukken faldt direkte i skuddet og nærmest inden ekkoet af skuddet var forsvundet råbte Andreas `’Fik du den?’ 'Jeg skal sådan tisse…..'
Bukken lå død på engen med en perfekt kugle. Hvilken buk!
En stor kraftig og meget smuk seksender. Andreas og jeg jublede i det tiltagende mørke og jeg sagde til Andreas, at han skulle vente ved bukken, mens jeg hentede bilen.
Andreas fulgte spændt med, mens jeg brækkede bukken.
En dejlig afslutning på aften blev foretaget på den først udvalgte nyhøstede mark.
Vi sad og lokkede ræv, da først en slørugle og herefter en natugle næsten slog på os.
Der var ingen ræve – kun nogle dejlige oplevelser.
Comments