Denne eftermiddag var jeg ude med en nyjæger, der endnu ikke havde nedlagt sit første stykke klovbærende vildt.
Vi mødtes på en lille gård og planen var så, at vi sammen kørte ud for at se efter krager og duer for så at vende tilbage de sidste timer. Da vi kørte fra gården, fik jeg øje på en ræv ude på marken.
Jeg fik hurtigt vendt bilen og snart var på vej ud over marken. Vi fik set ræven og riflen var klar i skydestokken. ,
Ræven kom nærmere og nærmere. På et tidspunkt opdager ræven os. Rasmus får afskiret og da aftrækkerne bliver påvirket er det en klikker.
Hurtigt ladegreb og en ny patron ligger i kammeret. Desværre går skuddet forbi og lettere forskrækket løber ræven over markerne og forsvinder.
Rasmus Nielsen beretter videre om dagens forløb:
Jagt 31-01-2016
”Er du på i dag? ” -”Ja. Hvor og hvornår? ” ”Vi mødes på gården ved Karlebo 1030” -”Tjek”
Solen var endelig fremme, og jorden var tørret en smule op, siden sidst vi var her – en dejlig dag at skyde sit første stykke råvildt. Dagen startede med at tjekke læhegnet igennem, hvor vi et par dage forinden, var blevet snydt af et stykke råvildt. Her var ingen held, og hurtigt gik turen videre.
Ankommet i Græse fik jeg anvist en stige, hvorfra der er set og skudt masser af vidt. Hans-Jørgen med hunden Charlie drev egebevoksning af, men fik dog kun lettet en håndfuld husskader – heller intet held.
Eftermiddagen kom, og vi kørte tilbage til Karlebo. Endnu engang gik vi op langs læhegnet ganske stille og roligt. Pludselig stoppede Hans-Jørgen op, og fik kikkerten frem.
”Der sidder sgu en længere fremme. Vi går tilbage og op på bakken – så tager vi den derfra”.
Vi gik i raskt tempo tilbage over marken. Vinden var god, og vi kom op over bakken den helt rigtige vej. Jeg begyndte at mærke pulsen stige, og alvoren begyndte pludselig at sætte sig over hele situationen.
Næsten oppe på bakken smed Hans-Jørgen skydestokken, og sagde: ”Læg dig ned og kravl frem til jeg siger stop”.
Kravlende på maven med riflen henover armene, steg pulsen endnu mere. Endelig kunne jeg se dyret!
Med en taske som støtte under riflen, lagde jeg mig til rette, og fik kigget på dyret gennem riffelkikkerten. Først nu begyndte pulsen at stikke helt af! Min vejrtrækning steg, og hjerterytmen mindede om dengang man fik sit første kys!
Jeg kunne se dyret blinke med øjnene, ryste på ørene og tygge drøv. Alt dette liv var nyt for mig i min kikkert, og ønsket om at nedlægge dyret på bedste vis, fik sat rystelserne i gang.
”Jeg ryster fanme” sagde jeg til Hans-Jørgen, som pænt og beroligende svarede: ”Det er helt okay – det skal man sgu have lov til”.
Vi blev liggende på bakketoppen, og ventede på at kunne tage et skud. Vi ventede lidt tid – og så ventede vi lidt mere bagefter det. Efter 45-50 minutter fik jeg beskeden: ”Hvis du er tryk ved at skyde den, så må du godt skyde den nu”.
Jeg havde vendt mig til tanken om, at dyret i min kikkert skulle nedlægges så godt som jeg kunne formå, og jeg havde derfor fået stoppet for rystelserne. Jeg afsikrede og hold sigtet på dyret 3cm over, hvor jeg mente kuglen skulle sidde. Tre dybe indåndinger tog jeg langsomt, og på den sidste udånding klemte jeg stille aftrækkeren indtil skuddet faldt!
Jeg repeterede så hurtigt jeg kunne, alt imens at pulsen steg, hjerterytmen gik amok og jeg rystede som en sindssyg.
Dyret blev liggende, men baksede lidt rundt, inden det lå helt stille.
”Den er færdig, det er slut – Tillykke”.
Jeg sikrede riflen, åbnede låsen og ganske uden ide om hvorfor, rullede jeg om på ryggen!
Jeg var glad – det lykkedes med hele 20 minutter tilbage før solen gik ned.
Fantastisk.
Mange tak til Hans-Jørgen