top of page

Lam, skader og krager


En fin lørdag morgen og formiddag med Ditlev som netop er blevet fire år gammel.

Vi kørte hjemmefra ca. 07:00 og ankom til det udvalgte revir en ½ time senere. Her kunne vi lige se en ræv smutte over vejen og ind i skoven.

Bilen blev hurtigt parkeret og et rævekald fundet frem. Det var dog lidt op ad bakke og vi så ikke ræven mere. Jeg kunne se et par rådyr på marken og tænkte, at vi kunne prøve at få det rålam, der gik alene.

Jeg har siden reguleringen af ræve i august, set et enligt rålam. Der lå en død rå i markkanten en dag, så jeg formoder, at dette er hendes lam. Det var ikke specielt stort og derfor fint at få taget ud af bestanden.

Vi fulgte skoven op og kunne gå i dækning af en lavning mod lammet. Afstanden blev fornuftig og kuglen sluppet. Lammet faldt direkte til jorden og spjættede lidt.



Uglen var taget med og Ditlev kunne passende bære den gennem skoven. Det var planen, at sætte uglen op og så bare lokke.


Det første pas gav en enkelt skade. Der kom to sammen som skræppede op. Ditlev sad helt stille og et par kald mere, fik en af skaderne til at blotte sig mellem træerne. Den faldt pudsigt nok, så den blev hængt i en grentvege.



Næste pas gav ingenting.

Sidste pas var ret godt. Allerede da vi kom frem, var der skader og krager i træerne. Uglen blev sat op og inden der var gået et minust var dagens skade nummer to leveret.


Jeg kaldte igen og en krage kom lige på. Den bremsede i luften, da den så os. Det var forsent og kragen faldt til jorden.

Endnu et par krager kom ind over os. Den krage der var tættest på var dækket af træer og da chancen var ved at ebbe ud, trak jeg godt igennem og jeg kunne se at kragen blev ramt og faldt til jorden.

Netop som vi ville pakke sammen, kom en krage meget højt oppe. Her blev der trukket godt igennem og vel nok dagens bedste skud blev afgivet og en død krage faldt og faldt gennem luften.


En fantastisk dag med et lam, to skader og tre krager i lige så mange skud.

bottom of page