top of page

Ræv nummer 100


Så blev det et lille minijubilæum denne aften. Årets ræv nummer 20 blev nedlagt og det var samtidigt ræv nummer 100 for de sidste tre jagtsæsoner. 14/15 gav 39 stk, 15/16 gav 41 stk. og nu 16/17 med 20 stk. De 99 er nedlagt med riffel og en med haglbøsse på en fællesjagt.


Da jeg ankom til reviret lige omkring solnedgang, fik jeg hurtigt øje på en stor ræv små 250 meter ude på en mark. Jeg fik parkeret bilen og pakket grejet ud.

Så stod jeg og ventede med riflen i ViperFlexen og kaldte nogle gange uden resultat. Mens jeg stod her, fik øje på endnu en ræv ca. 400 meter ude på marken. Den var noget mindre og luskede rundt, mens den kiggede efter nogle grågæs, der gik og fouragerede.

På et tidspunkt sneg ræven sig hen mod gæssene, men den var længe luret og gæssene lettede og fløj væk. Ræven luntede ned mod et hegn, stoppede op ogstrakte sig. Jeg kaldte højt med kaldet og var sikker på, at ræven snart ville komme springende - tynget af sult.

Ræven sad nu bare og kiggede i min retning og blev træt af 'larmen' og luntede væk.

Jeg forsøgte at 'liste' ned langs hegnet mod rævene. Det var lidt af en umulighed, da sneen afgav højlydte knaselyde som jeg gik frem. Jeg så da heller ikke mere til de to ræve.

Herefter slentrede lidt rundt på reviret og forsøgte kald på strategiske steder - uden held.

Afslutningsvist gik jeg op til en bakke med en gammel grusgrav i. Her lokkede jeg og minsandten om ikke en stor hanræv, kom gående ud fra skoven.

Kuglen sad perfekt og ræven faldt død om efter en hurtig spurt på 20-25 meter.


bottom of page