Hvilken fantastisk morgen hvor heldet i en sådan grad tilsmilede mig.
Da jeg kom til reviret regnede det en smule. Viden var frisk og fra en god retning, da jeg havde besluttet, at tage riflen og se efter dyr eller ræv.
Jeg tænkte, at såfremt der ikke var råvildt eller andet hjortevildt fremme, så var det lokkejagt på ræv.
Jeg fik sat mig et godt sted med rygdækning og fin udsigt ned til skoven og kanten med højt skrub. Her kunne nok godt være en ræv eller to.
På denne lokalitet smider jeg alle de kragefugle jeg skyder. Det betyder, at der er en jævn trafik af ræve på arealet. Fuglene ligger meget sjældent natten over. Ulempen er, at rævene har en tendens til at grave fugle ned på marken. Når man så sidder på kragejagt er det sket nogle gange, at kragerne har været helt umulige at lokke til. Det har så vist sig, at der midt ude på marken kan ligge en halvt nedgravet krager.
Nå, tilbage til lokkejagten. Jeg lokkede svagt med kaldet for at se om der skulle være ræv i nærheden. Der var ikke nogen reaktion så jeg lavede et par kaldeserier i et lidt højere leje. Det gav bonus for ud af skrubbet ca. 100 meter væk kom en ræv hoppede ned mod mig. Jeg forsøgte flere gange at få den til at stoppe med musepib og fløjten - det hjalp bare ikke. Den stoppede så endelig op på små 60 meters afstand med siden til. Det var så denne morgens første ræv.
Et stykke tid efter overvejede jeg at gå frem. Der var bare en eller anden fornemmelse for, at det ikke var slut endnu.
Jeg sad og rodede i min taske for at finde min telefon som jeg nok havde glemt i bilen og da jeg kiggede op fik jeg en overraskelse. Lige ved den nedlagte ræv stod endnu en ræv og snusede på den nedlagte ræv. Helt roligt fik jeg riflen i anslag men måtte vente et stykke tid, før ræven stod med siden til. Kuglen tog ræven som løb ind i skrubbet. Jeg kunne dog se, at den var godt ramt.
Nu overvejede jeg meget kraftigt at gå ned for at finde den sidst påskudte ræv og tage den i øjesyn. Den idé blev dog hurtigt stoppet, da endnu en ræv kom gående - måske kun fire-fem minutter senere. Den kom på foden af den første ræv og standsede som den forrige ræv og snuste til den nedlagte ræv. Denne ræv sprang op i luften og løb også ind i skrubbet, da jeg skød. Jeg var noget usikker på dette skud og var bange for, at jeg havde fået skudt et løb over.
Nu kunne jeg ikke vente mere og gik frem.
Den første ræv var truffet perfekt. Da jeg kom frem til skrubbet kunne jeg se den anden ræv lige havde nået ind i det tætte, før den var forendt. Kuglen sad helt fint.
Den sidste ræv kunne jeg ikke umiddelbart se og hentede hunden. Den gik lige på foden og fandt den døde ræv ca. 20 meter inde. Denne ræv var ramt lidt bag bladet og var klart den flotteste af de tre ræve. Meget rød og i god pels.
Rævene var alle tæver og ikke specielt store. De var ret uens i pelsen lige fra den fuldrøde til den lyse med tynd hale.
Hvorfor ræve kom sådan i foden på hinanden ved ikke. Jeg tænker om det har været kuldsøskende som har haft grav i området.
Ja, så ville jeg videre og fik bragt høsten hjem. Selv om de ikke var store ræve, så vejer tre ræve lidt, når man skal over en fugtig mark.
Nede ved bilen tænkte jeg at gå ned langs majsmarken og se om der var dyr. En fasankok gik langs majsen ca. 150 meter ude. En fin chance med en spidsskarp. Riflen blev lagt på ViperFlexen og skuddet gik. Fasanen tegnede i en sky af fjer. Jeg kunne ikke se den ligge forendt og gik ned langs majsen. Jeg fandt skudstedet men ikke spor af fasanen.
Så skulle hunden i aktion igen.
Jeg havde taget min haglbøsse med hvis kokken nu var anskudt og lettede. Hunden søgte i majsen og rejste et par høner. Så kom endnu en høne ud. Den fik jeg nedlagt i et godt sideskud.
Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvor mange år siden det er, at jeg nedlagde en fasan på dette revir sidst.
På et tidspunkt rejser hunden en hane. Jeg kan tydeligt se, at den ene ben hænger og får hanen nedlagt - jo, det var den påskudte hane.
Jeg tror ikke, at der er mange fasaner jeg har skudt til med både riffel og haglbøsse på en dag!
Kuglen havde ramt fasanen så det ene lår var skudt igennem. Jeg forstår ikke hvordan den stadig kunne være i live idet maven også var ramt af kuglen. Nå, det glædede mig, at vi fik affanget hanen.
Nede ved bilen rejste hunden endnu en høne som jeg fik nedlagt.
Hvilken morgen med tre fasaner og tre ræve.
Den flotte røde tæve blev strejfet og lagt på frys. Den skal nok pryde væggen på et tidspunkt.
Comments