top of page

En rigtig julebuk


Denne morgen var jeg på et nyt revir jeg ikke har været på før. Ikke på jagt men kun plantet og lavet noget hegn ved en remise.


Ejeren havde flere gange klaget over en større rudel kronvildt, som holdt til i området og jævnligt var på markerne og remiserne med ødelæggelser til følge.

Inden jeg drog på jagt, måtte jeg lige sætte mig ind i jagttiden for kronvildt på disse kanter.

På Jægerforbundets hjemmeside kunne jeg se, at det lovlige kronvildt var spidshjort, hinder og kalve. Så var det på plads.

Vel ankommet omkring kl. 08:00 kunne jeg i kikkerten se en del hjortevildt i majsen og på rapsen. Det var dog ikke kronvildt men vores mindste hjortevildt - råvildtet.

Der var givet frit på råvildtet også, så jeg tænkte at jeg nok ikke kom tomhændet hjem fra denne julejagt.

Jeg havde fået anvist et tårn i et læhegn som jeg kunne sidde i. Jeg blev positivt overrasket, da jeg kom frem til tårnet. Et professionelt fremstillet tårn som man sad rigtig godt i. Dejligt med læ, da vinden var i den hårde side denne morgen.


Råvildtet kunne jeg tælle 11 stykker af foran mig. Intet kronvildt og jeg besluttede, at den første time skulle anvendes til kronvildt eller dåvildt - og skulle en ræv komme forbi, ville jeg også tage denne.


Råvildtet måtte vente til ca. 10:00, da solen så havde været oppe i over en time.

Kronvildt og andet udeblev så kun dejligt, at man kunne sidde her og se større mængder af fasaner komme ud af skoven og fouragere i majsen.

Omkring 10:15 kommer en rå med to lam frem mod mig. Jeg overvejer at tage det ene lam, da en bevægelse bag dem afslører endnu et stykke råvildt. Det er en lille spidsbuk.

Under alle andre omstændigheder ville denne buk være blevet sparet - men jeg tænkte, hvor tit får jeg chancen for at nedlægge en opsatsbærende råbuk den 24. december? Nok ikke igen.

Bukken blev ramt og faldt på stedet. De lå længe og sparkede og jeg var et øjeblik bekymret om den var blevet tapskudt. Det var dog ikke tilfældet, for bukken var ramt af en fin bladkugle.

En fin spidsbuk i fin kondition - alle andre dage end lige i dag, var den blevet sparet. Sådan gik til, at jeg fik en rigtig julebuk!

Der er nok langt mellem at nedlægge en opsatsbærende råbuk så tæt på det nye år.


GOD JUL OG GODT NYTÅR!

bottom of page