I dag forsøgte jeg på tre forskellige revirer at lokke ræv. Flere forskellige kald blev anvendt og med varieret succes.
Det var fint vejr med sol men måske vindstyrke i overkanten.
En fin hanræv ville dog gerne se hvad de dragende lyde havde at byde på. Den kom ret uventet bagfra og til venstre for mig. Riflen havde jeg ikke i hånden og turde knapt bevæge mig. Ræven stod og kiggede ud over marken mens den vejrede duftene med snuden. Det blev lidt urolig og vendte om. I det samme fik jeg fat i riflen og lavde nogle musepib. Det fik ræven til at stoppe op og jeg skød. Ræven klaskede sammen på stedet. Det var en fin hanræv og egentlig fin i pelsen. Desværre var mit skud sat ret skråt og hele den ene side var flået op.
På et senere tidspunkt sad jeg i en stige og var kun lige begyndt at kalde, da jeg så noget mørkt i et skovbryn. Min første tanke var en mår, men da dyret kom ud i markkanten kunne jeg se, at det var en kat. Den var usædvanlig stor og langpelset og måtte komme fra en nærliggende ejendom. Jeg lokkede videre med musepib og det lokkede katten tættere og tættere på. Til sidst var den næsten henne ved stigen, før den meget stift stirrede lige op mod mig. Den havde nogle meget fine gule øjne. Katten blev nervøs og fortrak i lange spring til skoven.
Ved solnedgang blev jeg beriget af mange hundrede grå - og canadagæs, der passerede over mig på vej til fjorden. Mange flokke var i en højde hvor haglskud var absolut forsvarligt. Måske jeg skal forsøge det en aften i januar.
Dagens fine hanræv.
Comments