top of page

Tre dyr og to ræve


Denne week-end bød på tre forskellige revirer og alle med fint udbytte.

Fredag eftermiddag slutter arbejdsdagen 13:15 og så kan jeg nemt nå, at besøge et revir, der ligger meget tæt på arbejdspladsen.

Da jeg ankom fik jeg hurtigt skiftet til jagttøj og gik ud over marken. Jeg skulle dog ikke gå langt, da en stor gammel rå med et lam blev spottet i et læhegn. Denne rå har jeg været efter hele efteråret. Den er meget stor med et et rålam i den mindre ende. Råen skiftede til vinterpels sent og rød næsten helt frem til slut oktober.


I god vind fik jeg pürchet mig ind på små 80 meter og med riflen i god støtte på ViperFlexen fik jeg afgivet et skud til lammet. Råen sprang væk men stoppe efter ca. 20 meter. Så var det bare at brække begge dyrene og få dem slæbt over den vandfyldte mark.


For at stille min nysgerrighed blev kæben lige skåret op på råen og mit skøn var velbegrundet, for tænderne var slidt helt flade. En ældre rå som måske ikke var døden nær men dog i det alderstunge segment.


Der er faktisk 10 kg. forskel mellem disse to dyr. Råen var på 22 kg og lammet på 12 kg.


Lørdag morgen var det afsted igen.

Jeg valgte at placere mig ved en større sivskov op til skoven. På dette sted støder to skovområder sammen med en sivskov og noget mose. Der er næsten med garanti vildt her enten i form af råvildt eller endnu bedre ræv.

Det var fin sol og meget svag vind. Jeg brugte den første 15 minutter på råvildt, før jeg begyndte at lokke ræv.

Den første ræv opdagede jeg, da den sad i sivkanten og bare kiggede op mod mig. Der var ca. 100 meter ned til den. Jeg sad musestille og ventede bare på, at ræven skulle miste koncentrationen og lige snuse eller endnu bedre tage et skridt ud på stubben. Det gjorde den og skuddet sad perfekt.

Dejligt at kunne skrive til en ung jæger på et andet revir, at én ræv var nede. Jeg mærkede næsten misundelsen i svaret :-)

Jeg lod ræven ligge og tænkte, at den ikke var speciel stor og sikkert var en tæve. Måske en hanræv kom på foden af den. Jeg lokkede videre og ud af skoven kom endnu ræv gående. Denne ræv var langt mindre mistroisk og så nærmest ud til at nyde det fine vejr. Den opdagende aldrig den anden døde ræv eller mig, før den blev truffet af en bladkugle.

To fine ræve på dette sted og endnu en besked kunne sendes. Svaret var 'Fedt! Slet ikke jaloux!'

Det var begge to små tæver.




Eftermiddagen skulle stå i kronvildtets tegn. Bilen blev pakket og så var det ellers afsted mod Vestsjælland.

Sidst jeg var her, var der frisk fod af kronvildt. Foden var faktisk så frisk, at den var sat i mine egne støvleaftryk. Jeg så det aldrig og i mit stille sind tænker jeg, det nok har været en fredet hjort!

Jeg satte mig på en bakketop, hvor jeg kunne observere ned lags skovkanten. Der var raps på marken og landmanden havde sagt, at der var fod fra kronvildt på rapsmarken. Jeg havde et par timer, så det var bare at vente.



Hurtigt fik jeg øje på en gruppe råvildt i skovkanten. De måtte så vente, da jeg egentlig var der for kronvildtets skyld.

På et tidspunkt kom en rå og lam ud fra skoven og gik ind på rapsmarken. Der var 20 minutter til lukketid så jeg besluttede en pürch med stor mulighed for fiasko - men det skulle prøves. Gik det galt, var der jo ingen skade til og gik det godt, så fik bonden det dyr, han gerne ville have.

Der var en stenbunke med lidt hyld om. Jeg besluttede, at gå i læ af disse små buske og se hvor tæt jeg kunne komme. Utroligt nok opdagede råen mig først, da jeg var små 40 meter fra dem. Riflen lå dog allerede i ViperFlexen og sigtede på rålammet. Ikke det sværeste skud og dagens sidste vildt var nedlagt.


En fin fredag eftermiddag og lørdag med tre stykker råvildt og to ræve.

Comments


bottom of page