top of page

Stor rød hanræv på lok


Hvilken pragtfuld stor hanræv at nedlægge på lok en stille februaraften.

Jeg valgte, at lægge mig ud på en bakketop ved en frøgræsmark. Det var netop på denne top, at jeg skød en fin lille hanræv den anden morgen.Jeg har set og nedlagt mange ræve her de sidste par år.


Vel ankommet gik jeg ud mod min udvalgte plads. Fra vejen havde jeg set en del råvildt stå netop her men underligt nok var de alle forsvundet, da jeg kom frem. Jeg tænker, at jeg nok har stødt et par dyr, der har trukket de andre dyr ind i skoven.

Jeg fik lagt mig på mit skindtæppe og vente lige små 2-3 minutter inden jeg begyndte at lokke med mit fuglekvidder. Det gjorde jeg i små 10 minutter uden reaktion. Jeg valgte derfor, at skifte til en kaninklage og jeg syntes selv, at det lød så klagende, at jeg selv ville blive lokket frem.

Jeg kørte et par serier og sluttede af med langtrukne hæse klagelyde, der langsomt lød som livet ebbede ud på en kanin.

Kort efter så jeg en stor ræv komme springende nede i skoven. Nu blev det rigtig spændende, for hvor ville ræven dukke op?

Riflen var klar hvor jeg formodede, at ræven vil komme. Der skete ikke noget et par minutter og jeg lavede lige et par klagelyde mere. DER....jeg fik øje på ræven, der sad og kiggede op mod mig fra et hegn. Riflen blev lagt over og da trådkorset ramte brystet på ræven gik skuddet.

Det var nok sidste chance, havde jeg tænkt.


Normalt bryder jeg mig ikke om at skyde ræve spidst på. Det er nu ikke fordi jeg synes det er uetisk eller der er chance for anskydning men udelukkede en trofæmæssig betragtning, da jeg altid gerne vil strejfe og få garvet skindene fra de flotte vinterræve. Det er nu heller ikke sådan, at jeg lader en ræv gå, fordi mit skud vil ødelægge ræven men er chancen for et rent sideskud, venter jeg gerne. Det er dog naivt at tro, at der kommer en chance til et sideskud, når ræven sidder og kigger lige frem på dig fra 70 meters afstand - så skyder jeg.

Den flotte hanræv blev hurtigt strejfet og ligger nu på frys og er klar til en tur på garveriet.


Jagtårets ræv nummer 35 kan skrives i journalen.

bottom of page