Så kom der gang i kragerne og dejligt, at nå målet med samlet 100+ nedlagte krager i år.
Denne morgen valgte jeg frilandsgrisene som udgangspunkt for reguleringen.
Der er fin kragehytte som jeg efterhånden har nedlagt mange krager fra. Den er mobil og nem at flytte med hjælp af en traktor. Placeringen til morgen var ikke helt optimal men hensynet til driften vejer noget tungere end regulering af krager, så det var bedste position på dagen.
Jeg var på plads i god tid og fik placeret mine udstoppede lokkefugle og nogle mågelokkere af plastik. Lige da solen var stået op kom en krage bagfra og slog på lokkerne. En dejlig begyndelse og så gik det ellers sin gang.
Der var fint med krager og de reagerede godt på kaldet og lokkerne. Der er altid nogle krager, som er udenfor pædagogisk rækkevidde og som ikke reagere på kaldet. Men så er de der til næste gang.
Et par sjove hændelser med kragerne som står klart i hukommelsen var, da jeg sad godt gemt i kassen kunne høre en krage komme nærmere og nærmere uden at kunne se den. Da jeg var overbevist om, at den var lige over mig rejste jeg mig i kassen og kastede bøssen til kinden for at opdage, at der hang en rød glente lige foran mig med en meget vred krage ved siden af. Kragen pakkede og glenten slap for sin plageånd.
En anden krage kom i god fart i medvinden og blev ramt godt. Den faldt så lige ned mod en grisehytte og ind af døråbningen. Det fløj ud med forskrækkede grise og så var det ellers bare at hente kragen inden soen havde flået den.
Endelig var der en krage, der trak med en flok alliker. De var egentlig forbi mig så jeg kaldte som en sindssyg for at opdage, at hele flokken drejede tilbage og kom ind mod mig. Kragen blev nedlagt og hurtigt hentet.
Alt i alt en rigtig fin morgen med 16 nedlagte krager ud af 18 udnyttede chancer.
Comments