top of page

Ny sæson og seks grå


Denne morgen var premieremorgen for en ny jagtsæson. Vejret var fantastisk med blå himmel og sol. Lige et vejr at sidde i skjulet og høre kragerne.

Jeg var ved reviret lidt over otte og pakkede mit grej ud. Her kom så dagens overraskelse - min krageugle var væk?

Jeg ledte bilen igennem og tænkte hvor den havde været i aktion sidst. Det var jo netop på dette revir, hvor jeg lige brugte uglen i forbindelse med et paradefoto den anden dag. Det var med lidt bange anelser, at jeg gik ind til min plads for jeg tænkte, at der nok havde siddet en død krage under uglen og hvis en ræv nu var rendt med hele uglen, ville der nok gå noget tid før den ville dukke op.

Heldigt nok kunne jeg lige ane uglen ligge i skovbunden. Ræven havde taget de skudte krager fra sidste gang men heldigvis ladet uglen være. Den var faktisk lige til at sætte op på stagen igen.


Skjulet blev bygget ved nogle bøg, der stadig havde blade på. Det var faktisk et godt sted at sidde selv om jeg fik solen ned i ansigtet. Skjulet var bygget højt, så jeg kunne sidde og kigge op, når der kom en krage og stadig være dækket af nettet.


Den første krage kom skrålende ned over uglen og fløj rundt i cirkler. Det fik jeg så sat en effektiv stopper for og dagens første krage var nede. Den blev placeret med udbredte vinger på et spor under uglen.

Den næste krage var helt lydløs og det var tilfældigt, at jeg opdagede den. Jeg nåede lige at få skudt til den som den var på vej væk. Dagens anden krage kom ind i skjulet.


Da solen kom lige højere op på himlen måtte jeg lige finde solbrillerne frem. Solen havde lige kostet to missede chancer på krager.


Min ugle flyttede jeg rundt, så brystet og den døde krage hele tiden var oplyst af solen. Jeg tror det giver lidt flere chancer.


Dagens fine premieremorgen gav seks fine krager. Her var fire af kragerne gamle krager.


bottom of page