Møgtur gav mulighed for en sommerbuk.


Nogle gange skal man gennem noget lort, før alt bliver godt, og sådan blev årets bukkejagt også. Mere om lorteturen lidt senere.


Efter adskillige morgener og aftener i terrænet uden skudmuligheder, havde der efterhånden indsneget sig et mismod og en manglende tro på, at bukkejagten 2018 ville føre andet end masser af frisk luft med sig. Heldigvis havde vejret været utroligt gavmildt, og mange af jagterne foregik i det tynde camouflageovertrækssæt. Men hvor vejrguderne havde forbarmet sig, var jagtguden knapt så generøs. I hvert fald havde der kun vist sig råer og lam på de revirer, jeg har adgang til.


Men så kom vejrskiftet og også regnen tidligt søndag aften, da jeg egentlig var på vej til stigen i det nordsjællandske. Jeg vendte derfor bilen halvvejs fremme og skrev til Hans Jørgen, at de tunge regndråber trommede ”jagt forbi” på forruden.

Der gik et kort øjeblik, før der kom en besked retur. - Kør op og vent i bilen. Når regnen stopper, kommer de ud på marken. Gå op ved granskoven. Bukken kommer langs marken, skrev han.

Og eftersom den gamle har haft ret i sine jagtforudsigelser de seneste fem år, besluttede jeg mig for at køre tilbage til reviret og gøre som foreskrevet.

Jeg ankom til området klokken 20:03. Der var ingen regn men en smule fugt på kornmarkerne og i rapsen. Jeg bemærkede, at de røde valmuer, der blandede sig med den lave raps, havde fået selskab af hvide blomster, og den første mark lignede et enormt og spraglet dannebrogsflag. Men det var ikke i rapsen, jeg skulle finde bukken. De forgangne uger havde jeg ellers set adskillige råer og en enkelt gaffelbuk skjult af bevoksning, så jeg ikke kunne sætte et skud ind, men der ville være mulighed for et langt skud fra den næste mark, vurderede Hans Jørgen.

Fra et lille skovstykke bevægede jeg mig lydløst frem mod kanten af bevoksningen. Jeg skulle gå cirka 15 meter i det åbne for at komme til den træstige, der kunne give mig overblik over marken og den skovkant, bukken formentlig ville vise sig fra, men jeg skulle lige scanne terrænet med kikkerten inden, for jeg kunne ikke komme uset til stigen. Og der stod den så! En fin spidsbuk med fine stænger cirka 200 meter borte og tæt på skovkanten akkurat som Hans Jørgen havde forudsagt.

Jeg blev ramt af en omgående spænding, for den var blottet og stod med siden til – fin og stor som på skydebanens bukkeskive. Problemet var nu bare, at jeg ikke kunne komme til stigen, uden at den så mig. Spændingen i kroppen blev nu til en frustration over, at jeg ikke havde sat mig i stigen tidligere på aftenen, så jeg havde været klar til et godt skud. Jeg satte mig på hug og kiggede lidt rundt i terrænet. Jeg kunne vælge at trække mig tilbage i skoven og finde et træ, jeg kunne støtte min skydestilling til, men det ville betyde et skud på mindst 200 meter, og selvom min Leupold VX6 kan forstørre op til 18 gange, var det et alt andet end komfortabelt og sikkert skud. Derfor opgav jeg ideen og kiggede så på en lille jordbunke 25 meter fremme. Jeg kunne i hvert fald gå skjult frem til bunken og måske finde et godt anlæg til et skud.

I lav gang bevægede jeg mig nu frem i retning mod bukken men skjult af jordbunken. Så langt så godt, men da jeg stod ved den 2 meter høje bunke, kunne jeg både lugte og se, at det ikke var jord. Det var hestepærer og halm i en skønsom blanding. - Lort, tænkte jeg og overvejede, om det har var den definitivt sidste omgang bukkejagt i sommeren 2018. Omvendt var det en flot buk. En returbuk som helst skulle væk fra reviret.

Jeg sætte højre støvle på kanten af bunken og trådte forsigtigt frem. Mit underben forvandt ned i den bløde og ildelugtende masse, og jeg kunne fornemme humøret dale endnu en gang. Langsomt satte jeg venstre ben lidt længere oppe ad bunken og skiftede balancepunkt. Jeg sank i – men ikke helt så meget. Mit højre ben blev trukket op, og jeg lagde mig på maven og kravlede det sidste stykke på til toppe af bunken. Med riflen foran mig møvede jeg mig forsigtigt op i en liggende skydestilling med anlæg. Jeg satte øjet for kikkerten og fandt bukken i det belyste trådkors. Sveden løb ned over mit ansigt bag camouflagenettet fra min kasket, lugten fra hestelort fyldte mine næsebor og jeg forsøgte at kontrollere min vejrtrækning.

Afstanden var cirka 140meter. Det var et langt skud og min puls pumpede afsted. Jeg tog øjet fra sigtet og lagde langsomt riflen igen. Dybe vejrtrækning. Mere lugt af lort i næsen og så våbnet op. Da jeg havde dyret i trådkorset stod det perfekt. En rå noget længere væk begyndte af bøve, hvilket fik bukken til at kigge tilbage. Nu stod den lidt skråt. Jeg forsøgte at kompensere ved at flytte trådkorset en smule fremad. Det var nu, jeg skulle skyde, hvis jeg skulle skyde. Tre vejrtrækning og en halv udånding senere begyndte min højre pegefinger at klemme om aftrækkeren. Det føltes i situationen om alt for mange sekunder, inden det ubevidste aftræk sendte en Barnes TTSX kobberkugle mod bukken.

Den sprang op og forsvandt så ned i kornet, men en rå, jeg slet ikke havde set, sprang ind i den bagvedliggende skov. Det føltes som et godt skud, men som altid var tvivlen der. Utålmodig efter at se, om dyret lå forendt på skudstedet eller om det var forsvundet, satte jeg forstørrelsen på kikkerten ned til minimum og bevægede mig de 140 meter frem.

Kort inden jeg nåede frem til skovkanten, kunne jeg høre bevægelse i bevoksningen mellem træerne. Jeg tænkte, at det måtte være råen eller den måske nu anskudte buk, men min opmærksomhed blev hurtigt flyttet frem mod skudstedet, hvor kornet bevægede sig og jeg kunne høre bevægelse.


Da jeg kom frem, lå bukken, hvor den blev skudt. Den velkendte følelse af stolthed men også en smule melankoli over det døde og smukke dyr indfandt sig, og det blev slæbt tilbage til bilen, så jeg kunne køre tilbage til gården, hvor Hans Jørgen stod klar til at brække og forlægge den fine buk.

#Råbuk #Råvildt

 www.kragejagt.dk | Yttesensvej 8 | 2670 Greve | kragejagt@outlook.com | +45 40 81 50 40