top of page

To afskudsbukke

Opdateret: 13. feb. 2019


Jeg var først oppe ved et revir primært for at se udviklingen af mine vildtagre. Der er akut mangel på vand og majsen er kun svagt udviklet. Men det giver så nogle fine betingelser for hønsefuglene, da de dels kan lave balepladser og dels er der godt med sol i denne stribe, der ligger mellem hvede og rapsmarker.

Jeg kørte herefter over til det udvalgte revir for denne aftens bukkejagt. Jeg havde ikke gået mange meter før jeg spottede et dyr i vårbyggen. Det var en buk, der både val lille af krop og opsats. Pürchen blev herefter indledt og jeg kom ind på små 80 meter af bukken. Bukken tegnede tydeligt for kuglen men forsvandt bag en bakke.


På vej ud over marken mistede jeg lidt orienteringen om, hvor påskudstedet for bukken egentlig var. Sådan en vårbygmark ser meget ens ud, når man har gået over et kuperet område. Resultatet var da også, at jeg ikke kunne finde påskudstedet og ledte derfor efter bukken. Selv om byggen ikke var mere en 30-40 cm. høj kan en buk ligge godt gemt. Det lykkedes dog ret hurtigt, at finde bukken og få den brækket.


Kuglen sad fint på bladet og bukken ikke var specielt stor med en brækket vægt på ca. 10 kg. var det en fin begyndelse på denne aften. Jeg trak bukken ind i kanten af noget beplantning og fortsatte min pürch.


Fra en bakke kunne jeg i min kikkert se fire forskellige råer gå og esse. På et tidspunkt kom et mindre dyr ud fra skoven og kort efter fik dette selskab af yderligere et par dyr.


De var alle bukke og alle årsdyr. Den ene af bukkene var et stærkt dyr og i fin kondition med en pæn opsats. De to andre var en spidsbuk i bast og en knopbuk. Jeg besluttede, at begge de små dyr var afskudsdyr og kunne jeg få dem begge ville det være optimalt.

Jeg indledte pürchen med en optimisk direkte kurs mod alle dyrene. De var ude på små 300 meter og var travlt optaget af at slås med hinanden. Min taktik lykkedes til fulde og jeg kom ind på små 120 meter af dyrene. Riflen hvilede i min ViperFlex og da spidsbukken var fri og stod i sideskud afgav jeg skud. Alle dyrene blev stående og jeg var et øjeblik lidt overrasket over reaktionen.

Spidsbukken og knopbukken løb væk sammen og den sidste buk forsvandt i skoven.Kort efter kom knopbukken løbende forbi mig og sprang i skoven.

Efter en kort ventetid gik jeg over bakken i retning af, hvor dyrene i første omgang var løbet. Her kunne jeg hurtigt finde en forendt spidsbuk med en mindre kropsstørrelse end den første nedlagte buk.


Resultatet af denne aften blev derfor to fine afskudsbukke fra dette revir.

Afslutningsvist vil jeg gerne linke til en artikel skrevet af Kim Lindgren omkring trofæjagt vs råvildtforvaltning: Se artikel her


bottom of page