Denne søndag morgen skulle stå i kragernes tegn.
Jeg havde besluttet, at prøve med en placering ved en lille remise som vi kalder 'Røverstuen'. Kragerne trækker ofte forbi denne beplantning og jeg tidligere nedlagt en del krager her.
Jeg ankom i det tiltagende morgengry for at konstatere, at der var en del krager på den nysåede hvedemark. Det tegnede jo fint. Skjulet blev placeret i hjørnet af remisen og jeg fik bygget et rigtigt godt skjul hvor hunden og jeg kunne sidde helt gemt og vente på det rigtige øjeblik, at slå til mod de intetanende krager, der skulle forbi lokkerne.
Jeg fandt min gamle uglestage og fik placeret en udstoppet krage her. Den så særdeles naturtro ud, når den sad der lige over skjulet. På marken blev placeret fire udstoppede krager og en husskade - så var det bare at vente.
Kragerne trak flittigt og det var en fornøjelse, at sidde i skjulet og se kragerne slå på lokkerne. Kragerne kom stille i fin højde og skrålede et par gange inden skuddet faldt og endnu en krage kunne lægges ud som lokker.
På et tidspunkt kom en krage helt ind og satte sig små 10 meter fra skjulet. Jeg rejste mig stille op og fik haglbøssen i anslag uden kragen reagerede. Mens jeg stod der kom endnu en krage flyvende som jeg skød til og da den anden krage lettede fik jeg også den. Ud af ingenting slog en stor duehøg ind overlokkerne og greb en udstoppet krage som den fløj ind i remisen med. Det gik meget stærkt og en speciel oplevelse. Jeg fandt den udstoppede krage i remisen og fik kragen placeret igen.
På et tidspunkt kommer to husskader flyvende mod skjulet fra en juletræskultur. Jeg fik trykket mig godt og da de var lige ud for skjulet fik jeg lavet en fin doublé - en af de sjældne for mig på husskader.
En helt fantastisk formiddag med 20 krager, en sølvmåge og to husskader.
Komentáře