top of page

Ræve, buk og krager


Denne søndag med de første snefnug gav et fint udbytte med to ræve fra morgenstunden, krager om formiddagen og en buk til aften

Jeg havde taget den lille hund med ud på morgenpürch efter råvildt og ræv. Det var nu ikke ligefrem det mest opløftende vejr, da der var lidt regn og slud i luften. Jeg havde derfor valgt, at vi skulle sætte os ved en skoveng, der var omkranset af et større moseområde med tagrør og skov. På denne lokalitet snævre skovene ind og de fleste stykker vildt, der skal i skoven passerer dette område. Noget går i rørene og andet kommer ud på græsengen og kan give nogle gode chancer.

Vi var dog ikke nået helt ud til engen, da en ræv kommer gående langs skovkanten lige mod os. Jeg fik riflen i ViperFlexen og ventede bare på, at ræven vendte siden til, så jeg kunne afgive et godt skud. Der gik kun lidt tid før ræven vinklede ud på marken og så var denne morgens første stykke vildt leveret. Det var en lille tæve fra i år.


Ude ved engen sad jeg og havde mit fokus på nogle nabomarker med olieræddike. Her gik noget råvildt, da hunden pludselig bjæffede. Jeg blev lidt irriteret og med bestemt tone sagde jeg, at den skulle være stille. Der opdagede jeg en ræv ude på enegen små 120 meter væk. Ræven havde naturligvis hørt hunden og måske også mig med det resultat, at ræven i hastige skridt bevægende sig væk. Jeg havde hurtigt riflen i anslag og kom med et lille skrig, der lige fik ræven til at stoppe op. Kuglen sad perfekt og endnu en ræv kunne skrives i journalen. Det var en pæn hanræv. Da der ikke viste sig mere og jeg faktisk syntes vejret var for dårligt kørte jeg hjem.

Op ad formiddagen tog jeg afsted igen. Denne gang efter krager og duer. Jeg valgte et nyt revir og vel ankommet var der godt med krager og andre sortfugle i majsen. Det tegnede lovende. På vejen op med mit grej rejste vi også 10 fasaner som havde budt på nemme skud. De må så vente til det er fasanjagt.


Det blev ikke det store træk men jeg fik fire krager ud af de fem jeg skød til. Sneen dalede ned i store fnug og egentlig meget hyggeligt. Snevejr og kragejagt er ikke den bedste kombination, da jeg fornemmer, at fuglene ikke vil trække.

Til eftermiddag stod den så på riffeljagt igen. Der var ikke mere end en time til lukketid, da jeg ankom. Hunden og jeg listede langsomt over markerne og ved en stenbunke tænkte jeg, at jeg ville stoppe op og se om ikke der skulle vise sig råvildt her. Tanken var knap tænkt færdig, da to stykker råvildt dukke frem fra hegnet. Det var to mindre bukke - en gaffel og en knopbuk. Jeg afskyder normalt altid knopbukke her, da reviret producere mange fine årsbukke som jeg hellere vil give plads til. På ca. 120 meter lod jeg skuddet gå, da bukken stod i sideskud. Bukken sprang op og tegnede for en bladkugle - hvilket ikke overraskede mig - da det netop var hensigten. Bukken løb ca. 40 meter før den forendte i hegnet hvor den var kommet frem.

Aftenen bød på en sjov oplevelse, da en lille gruppe rådyr kom gående lige forbi hunden og mig. De var ikke mere en 8-10 meter væk, da de fik fært og i store spring løb i skoven.


En fin søndag med en buk, to ræve og fire krager leveret.

Comments


bottom of page