top of page

Den historiske sidste jagt i Hareskoven


Denne torsdag blev en historisk jagtdag på Naturstyrelsens enhed Østsjælland, da jagtdagen blev den sidste i Hareskoven. Det skyldes, at Naturstyrelsen (NST) fra den 1. januar 2019 nedlægger denne enhed i lighed med enheden Midtjylland. Hareskoven kommer herefter til at høre under enheden Hovedstaden, der bl.a. forvalter Dyrehaven og Vestamager.

Jagtdagen blev fint afviklet og udbyttet blev fire rådyr.

Jeg var blevet inviteret gennem Danmarks Jægerforbund i Kreds 7. Under et møde om strukturudvalgets arbejde, havde kredsformand Ole Jervin en lille overraskelse ved afslutning af mødet. Denne gik i al sin enkelhed ud på, at der var en antal pladser til en hagljagt ved NST som blev tildelt gennem lodtrækning. Man skulle blot skrive sine kontaktoplysninger på en lap papir og så se om der tikkende en besked ind på mail. Få dage efter tikkede en mail ind fra Ole Jervin og en jagtdag var i hus.


Vi skulle give fremmøde ved Ravnehus kl. 09:00 og vel ankommet, fik jeg hilst på de andre deltagere. Det var fint at se, at der var en række kendte ansigter fra mødet i Jægerforbundet og fra andre jagtsammenhænge.

Stephan gav en fyldig parole som også havde været vedhæftet invitationen - men en fin idé, at repetere denne. På trods af navnet Hareskoven måtte Stephan desværre skuffe jagtselskabet og meddele, at der ikke var en større bestand af harer men at harebestanden faktisk var så lav, at harer på dagen var fredet ligesom ræve. Jagten i dag var tilrettelagt og målrettet råvildtet.

De to hornblæsere blæste jagten i gang og så vare det ellers opsidning på traktorerne og afsted i skoven.


Vejret viste sig mildt og flot for årstiden og gav nogle fine rammer for dagens jagt.

Dagens første såt begyndte ved motorvejen og ind mod skoven. Der var ikke mange stykker vildt her og det eneste der kom forbi min post, var en skovgæst med en pose svampe og en dolk i hånden. Jeg knækkede haglbøssen og gav et forsigtigt og lavt 'Hej'.

Ved jagt på NST´s arealer skal der være plads til alle besøgende og her må jagten vige. Det er derfor vigtigt som jagtgæst at forstå, at alle skal have en god oplevelse af jagten. Man skal være vågen, da andre skovgæster kan dukke op når og hvor som helst.

Jeg har endnu aldrig mødt nogle skovgæster som har været negative overfor jagten, når man bare giver sig tid til at tale med dem og forklare, hvad vi laver og de naturligvis stadig er velkomne og det er ufarligt at være i skoven.


Den næste såt blev jeg placeret helt ude ved en skoveng, der grænser op til motorvejen. Kort efter drevet er begyndt, kom en stor flot ræv løbende lige mod mig ad en spor tilegnet mountainbikeryttere - men altså også et track for den røde - og i dag - fredet ræv.

På et tidspunkt kommer en rå med et lam tæt forbi min post inde i såten. De går bagud og der lyder skud fra drevet. En driver har haft held til at nedlægge råen, viser det sig, da to jægere kommer bærende på det nedlagte dyr.


Råen bliver brækket i skoven inden den bæres ud til den ventende vildtvogn. Situationen bliver fortalt flere gange for både skytter og de enkelte drivere, der kom forbi.


Råen lagt på gran og placeret på vildtvognen.

En fin og respektfuld måde, at præsentere det nedlagte vildt på, for både deltagere men også de mange skovgæster, som kommer forbi i løbet af jagtdagen.


En heldig jæger fik nedlagt sit første stykke råvildt i et perfekt skud. Her gives kyndig vejleding i fremgangsmåden for brækning af råvildt. Resultatet blev rigtigt godt og dyret ville skytten meget gerne selv købe. Her blev der givet et lille råd om, at lige skære lidt af den ene øre, så man kunne genkende sit dyr på paraden.


Frokosten blev gennemført under den flotte efterårshimmel. Her var der opsat en lille teltdug med kaffe, kage og sodavand. Frokosten var selv medbragt og rammerne her i skoven gav en god stemning og lejlighed til at tale med andre deltagere om deres oplevelser.

I den netop overståede såt, havde der været en stor seksender fremme flere gange uden at levne skudmulighed. Da bukken endelig forlod såten var det gennem haver og huse.


Såten der skulle afdrives herefter var noget mose. Jeg fik en post på kanten med besked om, at her ville dyrene gerne gå over.

Da drevet var ved at være igennem, bliver der rejst en buk foran mig. Bukken løber bagud og efter lidt tid lyder et enkelt skud. Det var bukken, der var nedlagt. En flot gaffelbuk med gode rosenkranse og perler.


Bilen der trak vildtvognen havde været udsat for en 'kvikvask', som jeg selv oplever på min egen bil. Underligt som man tror alt er vasket og så når bilen tørre, ser den sådan her ud. Nu var det ikke Kongejagten så det gik og det var vist også kun mig, der bemærkede collagen af metallak og naturens materialer.


Da jagtdagen var slut, lå der fire stykker råvildt på vildtvognen. Når man tager datoen in mente, blev der faktisk set flere bukke med opsats i såterne.


Råvildtet blev vejet inden vildtparaden og vægten noteret, så køberen ikke betalte for meget eller for lidt. Den fine gaffelbuk endte på 18 kg.


Paraden blev smukt afviklet på en tilstødende græsningseng, hvor værten takkede af og tonerne af 'Dyrets død' og 'Jagt forbi' lød mellem de omkransende bøgetræer.


Tak til Naturstyrelsen for at levere en flot jagtdag i veltilrettelagte rammer.

bottom of page