Sidste år var jeg forbi dette område og på en stubmark mellem nogle skovstykker gik en stærk buk. Uanset hvor meget jeg forsøgte med bukkekaldet virkede bukken ligeglad. Dagen efter nedlagde jeg en stærk buk få hundrede meter væk som blev opmålt til en bronzemedalje. Da jeg ikke fik set godt på opsatsen var jeg i tvivl om det var samme buk jeg havde set dagen før.
Efter vi havde været i en anden del af området kørte vi ud til en del, der ligger på grænsen til et andet departement. Det var netop i dette område, at jeg året før så en meget stærk buk luske over en stubmark.
Vi parkerede bilen ved noget brak og frugtplantage og det var oplagt, at prøve kaldet her. Der var nu ingen effekt og vi drog videre over markerne.
Da vi stod og afsøgte markerne og græsstykkerne fik vi øje på en rå. En rå på denne tid er sjældent alene og kort efter kunne vi se en stor buk sidde i græsset tæt på råen. Det var helt sikkert en medaljebuk på trods af de næsten 600 meter ud til dem.
Nu indledet vi en pürch, der i begyndelsen mest lignede noget kapgang. Så længe vi var godt dækket og der var stor afstand kunne vi ikke støde dyrene. Da vi var inde på ca. 200 meter af positionen hvor vi sidst havde set dyrene steg spændingen.
Langsomt pürchede vi fremad for endelig at komme frem til marken, hvor dyrene havde været. Vi stod længe og ventede i håb om, at dyrene ville rejse sig fra noget uset skrub eller komme ud af det småskov, der omkransede marken.
Med bukkekaldet begyndte jeg at kalde og endelig kom en buk frem fra skovkanten. Det var en gammel buk med en kraftig opsats. Vi stod bomstille mens bukken kom gående lige mod os. Ca. 40 meter fra os vendte bukken siden til og jeg kunne placere en kugle på bladet. Hvilken fantastisk buk at komme frem til. Helt sikkert i medaljeklassen og en buk med god alder.
Da vi kom ned til kølerummet begyndte jeg at tage skindet af bukken for at komme i tanke om, at denne buk absolut fortjente en række fotos i dagslys.
En gammel buk som blev opmålt ttil 112,93 CiC og en bruttovægt med 489 g.