Sidste år var det lige før, at jeg fik denne medaljebuk. Jeg var med svigerfar ude, da vi fik øje på bukken små 300 meter væk. Den sad på en lille græseng, der var omkranset af solsikkemarker. Vi kom ind på ca. 100 meter af bukken, da den opdagede os og forsvandt i solsikkerne. Sidste gang jeg så ham, var dagen jeg to hjem, hvor den i silende regnvejr igen, sad hvor vi så ham. Da jeg skulle hjem, måtte bukken vente til i år.
Jeg var i år flere gange forbi for at se efter bukken fra sidste år. Den udeblev og med flere andre mindre bukke i området, var jeg begyndt at tvivle på, om den stadig var i live.
Tirsdag morgen kørte jeg forbim hvor hans revir skulle være. Pludselig sprang der en buk ud på vejen foran mig - det var den store!
Jeg kørte videre og begyndte en pürch mod bukken. Den var sidst set på en klippefyldt ås med enebærbuske og andre stikkene vækster. Jeg søgte derfor ned på markerne og frugtplantagen. Her kunne jeg nu se bukken ude på små 300 meter. Den gik på en stubmark mod en lille lund med frugttræer. Jeg kom ned i god vind og satte mig til at vente - og vente - og vente. Bukken kom ikke frem og efter 4 timers venten, brød jeg op. Jeg var overbevist om, at bukken måtte sidde i den lille lund på ½ hektar. Række for række blev afsøgt og bukkekaldet forsøgt. Bukken var som forsvundet og jeg aner ikke, hvordan den nogensinde kom forbi eller væk fra mig.
Til aften besluttede vi, at når klokken var 20:45, så er vi tilbage ved den store buk. Vi fik inden da nedlagt en stor sumpbæver som jeg egentlig var usædvanlig glad for, at det endelig var lykkes at nedlægge.
Vi var tilbage ca. 21:00 og pürchede rundt i plantagen og stubmarkerne. Der var rigelig med dækning mellem frugttræerne og bukken kunne være hvor som helst. Bukkekaldet kom i aktion og så fik vi øje på bukken. Den kom fra en gruppe andre frugttræer og bevægende sig meget langsomt ned mod os. Den var kommet fra en uventet retning, og hvis den fortsatte i samme retning, ville den spadsere lige ind i vores fært.
Bukken kom nærmere og nærmere, og da jeg vurderede, at det var ved at være sidste udkald inden den fik fært, skød jeg til bukken. Den faldt på stedet for en godt placeret halskugle.
En gammel buk med et tungt trofæ som ikke er det kønneste men absolut stadig et fantastisk trofæ.
Trofæet ligger på en sølvmedalje med en officiel opmåling på 116,9 CiC og en bruttovægt på 538 g.