Denne lørdag var jeg på reviret i Skåne. Mit primære mål var at spotte de store bukke, der er jagtbare fra fredag. Det regnede dog en del og jeg var faktisk på vej hjem, da det klarede op og jeg lige kunne tage lidt timer i skjulet.
Det gav seks krager, to råger og en allike. På vejen tilbage fik jeg også en husskade.
Jeg kørte over til reviret fredag aften og kunne lige nå et par timer med kikkerten og riflen efter ræv. Der var en stor voksen ræv, der naturligvis kun gik langs revirgrænsen på naboens mark. Den skal jeg nok få en dag i næste uge.
Jeg fik hurtigt kontakt til en fin yngre buk, der fint kom på de lokkede toner fra mit bukkekald. jeg så kun nogle enkelte mindre bukke og en del hundyr, der underligt nok gik alene. Mon brunsten er helt ovre?
Jeg sov ude på reviret i bilen og vågnede kl. 02:00 ved at regnen slog ned på forruden og jeg måtte i hast lukke vinduerne for at sove videre. Jeg vågnede igen ca. 04:45 og måtte lige ud og strække benene. Der stod så en ræv og kiggede på mig ca. 75 meter væk. Den satte hurtigt i løb og var væk.
De næste timer kørte jeg rundt og spejdede efter bukke og om en ræv skulle vise sig. Regnvejr og blæst er ikke den bedste kombination for observation. På en nyhøstet bygmark var der dog en del aktivitet af sorte fugle på trods af regnen. Havde det ikke regnet, var jeg hoppet ud og sat skjul op med det samme.
Omkring kl. 10:00 havde jeg besluttet at køre hjem. Sol i horisonten og blå himmel lokkede mig dog ud. Jeg tog chancen og kørte over til den høstede bygmark og satte skjul op. Jeg havde dog glemt min jagtstol men en spand og gryde kan gøre underværker.
Det gav hurtigt et par råger. Der kom lidt regn i luften men ikke nok til at pakke. Den efterfølgende time blev det til en allike og seks ungkrager, der dog stadig bar den brune ungedragt - men en krage er en krage.
Da jeg havde lovet at være hjemme til middagstid fik jeg grejet pakket sammen og på vejen tilbage kørte jeg lige ud til nogle enge. Her prøvede jeg igen bukkekaldet og en lille gaffelbuk kom frem.
På vej tilbage sad en husskade i en stor ask. Bilen blev parkeret små 50 meter væk og så frem til en trægruppe og lokke med MIDX. Skaden kom og efter en tur ned i bækken kunne den unge skade tages i hånden.
En fin dag i det svenske med 6 krager, 2 råger, 1 husskade og 1 allike.
Comments