top of page

Årets sidste røde Amagerikanere

Min interesse for lokkejagt på ræve er for de fleste nok kendt. Kan jeg komme ud og lokke efter ræve- ja, så gør jeg det. Denne morgen var igen at finde på Vestamager for at gøre indhug i rævebestanden,så de mange vadefugles ynglesucces måske kan forbedres.

Det blev en fin morgen med to af de røde liggende på fælleden.


Jeg var på plads ca. 1 time før solopgang og havde valgt en fin plads mellem birketræerne og den høje bjergrørhvene. Bag mig havde jeg de udstrakte åbne arealer med sjapvand.


Jeg lokkede og lokkede og havde bare den fornemmelse, at der ville komme ræv her. På et tidspunkt vender jeg mig om og lader min kikkert afsøge området bag mig. Der sidder en ræv og kigger lige mod mig på ca. 50 meteres afstand. Det er umuligt at gøre noget uopdaget og hurtigt vender jeg mig om med riflen og ViperFlex. Ræven løber derudad med vand sprøjtende om benene. Erfaringsmæssigt ved jeg, at den vil stoppe, når nysgerrigheden tager over. Jeg kalder og ræven stopper op med siden til. Jeg er klar og ræven falder i skuddet. En stor hanræv ligger hvor den sidst stoppede op.

Sikke en begyndelse. Jeg forsøgte nogle andre steder, hvor jeg har nedlagt ræve før.


Ude i reservatet kan jeg sidde på dæmningen. Her har jeg nogle gange spottet ræve og så indledt en pürch med godt resultat. I dag så jeg ingen ræve men en del dåvildt og nogle prægtige store hjorte.

Næste stop blev en gruppe birketræer med ca. 2 hektar havtorn og andet skrub. Her har jeg lokket mange gange, da jeg er overbevist om, at dette sted SKAL holde ræv.

Vanen tro satte jeg mig inde mellem birkene og lokkede.


Da der ar gået små fem minutter så jeg noget rødt komme løbende. Min første tanke var en fasankok som jeg havde set flere af på vejen ind. Men NEJ - det var en ræv og den sad små 30 meter fra mig.

Riflen var i anslag og ræven blev truffet spidst på. En stor voksen tæveræv og denne morgens nummer to.

En fantastisk morgen med to ræve på paraden.

bottom of page