På dette revir er der en stor bestand af hjortevildt. På mine pürch her ser ofte både kron-då-og råvildt.
Den første morgen i maj jeg var her udeblev det store hjortevildt men til gengæld så jeg ikke mindre end ni forskellige bukke. De otte af dem årsbukke fordelt med spids, gaffel og en enkelte klejn seksender. Den sidste buk var stor af krop og absolut ikke en årsbuk. Den jagtede en mindre gaffelbuk og forsvandt ind i den tilstødende skov. Den var absolut afskudsbar. Jeg så bukken flere gange men uden mulighed for skudafgivelse.
Denne lørdag morgen regnede det kraftigt på vej til reviret og jeg tænkte, at dette igen skulle være en morgen i regntøj. Denne antagelse blev gjort til skamme for da jeg ankom tæt på skydetid, var solen i fineste humør og regnen stoppet.
Jeg gik ned langs et hegn og kunne her se et par kronhinder samt to råer i vårbyggen. Videre gik det og her stødte jeg på en ung dåhjort, der sprang i skoven.
Videre over marken sad en gruppe unge dåhjorte ved et hegn og en lille gaffelbuk stod ved skovkanten. Ja, solen fik dyrene frem efter en nat med regn.
Jeg placerede mig på en bakketop i frøgræsmarken, hvor jeg kunne overskue en skovlysning og dele af markerne.
En bevægelse i lysningen fik min opmærksomhed. Her stod den udvalgte buk og fejede på nogle kviste. Hvad bukken ikke kunne se var, at der nede i kanten af lysningen gik en lille gaffelbuk. Den lille gaffelbuk virkede nervøs som om det vidste, at der i nærheden var en revirhævdende buk.
Bukken essede videre fremad og jeg målte afstanden til 140 meter. Da den igen stod med siden til var jeg klar og afgav skuddet.
Bukken tegnede for kuglen med et hop og slog bagløbene bagud. Det var det, tænkte jeg og gik ned i forventning om, at jeg skulle hente en god buk.
Min overraskelse var stor, da jeg hverken kunne finde schweiss eller buk. Tankerne gjorde, at begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet havde ramt bukken.Underligt at man kan gå fra, uden tvivl at skulle ned og hente en buk til at tvivle på, om den overhovedet er ramt. Jeg var nu ret sikker på, at jeg havde ramt bukken og efter noget søgning fandt jeg ganske lidt schweiss på noget hundegræs.
Det betød, at jeg ikke skulle rode mere rundt her og fik ringet til en god ven, der også er schweisshundefører og som boede forholdsvist tæt på min lokation.
På trods af en stor indsats blev bukken ikke fundet og på sporet blev kun få dråber schweiss fundet. Efter ca. 700 meters sporing stoppede vi og det blev besluttet, at optage sporingen med en anden hund til middagstid. Konklusionen blev, at bukken ikke var død og den eneste mulighed nu var, at se om den skulle komme til skud senere.
Det var derfor kun muligt for mig, at besøge reviret og se om bukken ville vise sig. Da der var tale om en revirhævdende buk var chancen stor for, at den ville være i reviret fortsat.
Lørdag efter anskydningen var jeg igen på reviret. Jeg havde en rigtig god fornemmelse, da jeg kørte afsted. Med riffel og den lille hund gik ud gennem frøgræsmarken mod den udvalgte position ved skovrydningen. Markerne og kanter blev flittigt afsøgt med kikkert og de eneste dyr eg kunne se på marken var en lille gruppe dåhjorte.
Jeg kom forsigtigt over en bakke og kunne her se, at der gik en stærk buk i kanten af lysningen. Jeg var overbevist om, at den var den anskudte buk. Jeg kunne ikke se nogen begrænsning i bukken bevægelse men opsatsen afslørede tydeligt, at det var bukke jeg en uge inden, havde skudt til.
Vinden var ikke optimal for mit næste valg men jeg tog chancen. Med hastige tilbageskridt søgte jeg ned i en lavning for at komme rundt på en bakketop. Her kunne jeg overskue hele rydningen og marken. Jeg kom forsigtigt op og fik sat skydestokken op og lagt riflen. Bukken kukke jeg ikke se og tænkte, at den havde sat sig.
Kort efter ser jeg bukken i rydningen og den har fået fært. Hastigt går bukken mod skoven. Et par bøv og bukken stopper op. Kuglen slår bukken til jorden og fremme kan jeg med stor glæde konstatere, at det er den anskudte buk.
Den har et stort sår på venstre side af bringen fra den tidligere påskydning.
Mens jeg brækker bukken hører jeg en fløjten og ser nu, at ejerne af skoven kommer frem. Han spørger om han må se bukken og kan konstatere, at det var godt den blev nedlagt. Bukken var kendt og sat på afskydningslisten i skoven. Vi fik en god snak og jeg fik lov til at køre ind i skoven og hente bukken. Efterfølgende fik jeg tilsendt en række foto fra vildtkamera med bukken. En fornøjelse at møde en nabo med sådant et overskud.
Schweisshundeføren blev kontaktet og kunne kun udtrykke sin glæde over, at få den viden omkring træffet af bukken.
Da jeg efterfølgende skulle forlægge bukken blev min overraskelse endnu større. Kuglen var gået ind på bladet - fulgt indersiden af brystbenet og gået ud ved halsen uden at træffe vitale dele.
